Sønderjysk Mesterskab med blandede resultater
I weekenden var der Sønderjysk Mesterskab i badminton, og Over Jerstal deltog igen med 3 spillere fra ungdomsrækkerne. Klara Nissen var med i damesingle U13 D, mens Lasse Ploeg og Kristian Reinert deltog i herresingle og herredouble i U13 C. Klara vandt to kampe, men lykkedes desværre ikke at slå Cecilie Lindenskov fra Gråsten, i en ellers tæt kamp.
I herresingle lykkedes det ikke for vores spillere, at spille sig videre fra de indledende runder. Kristian vandt en og tabte to, mens Lasse vandt to men tabte den afgørende kamp om videre avancement, i en tæt kamp der blev afgjort med 25-23 i tredje sæt. I double skulle Lasse og Kristian så forsøge at gentage successen fra sidste weekend. Modstanden denne gang var hård, og alle kampe kom ud i tre sæt, hvor de bl.a. havde et matchpoint imod sig undervejs. Det lykkedes dem dog at afvise al modstand, og endte dermed som vindere af turneringen. De kan derfor kalde sig for Sønderjyske Mestre. Tillykke til dem.